Du er ikke din historie

Hvem har egentlig bestemt, at det skal være sådan? Og hvem ved, om den historie, vi fortæller os selv, overhovedet er sand? Fra det øjeblik, vi bliver født, begynder vi at sætte ord på hinanden. Vi beskriver, forklarer, kategoriserer og forsøger at forstå. Måske er det en naturlig del af det at være menneske. Vi vil gerne skabe orden i en verden, der ikke altid er til at forstå.

Men hvad nu, hvis vi undervejs kommer til at gøre livet mindre, end det egentlig er?
Allerede som små børn får vi tillagt nogle bestemte egenskaber eller bliver placeret i særlige kasser.

Han er i trodsalderen.
Hun er altid træt.
Han er en stille dreng.
Hun er meget følsom.

Senere bliver det teenageårene, hormonerne, menstruationen, midtvejskrisen og overgangsalderen. Og når vi bliver ældre, får vi endnu en betegnelse: De ældre.

Vi har tilsyneladende et ord eller en forklaring på næsten enhver fase af livet. Men har vi nogensinde standset op og spurgt os selv, om vi dermed også kommer til at begrænse det menneske, vi forsøger at forstå? For hvad ved vi egentlig?

Ved vi, at et barn er trodsigt, eller er det et barn, der forsøger at finde sin egen vilje og forstå verden? Ved vi, at et menneske er besværligt, eller er det et menneske, der forsøger at fortælle os noget, vi endnu ikke har forstået? Ved vi, at et ældre menneske er blevet mindre betydningsfuldt, eller er det blot vores egen forestilling om, hvad alder betyder? Måske forveksler vi nogle gange vores forklaringer med virkeligheden.

Som mennesker er vi gode til at fortælle historier. Ikke kun om andre, men også om os selv. Vi fortæller os selv, hvem vi er, hvad vi kan, hvad vi ikke kan, og hvad vi kan forvente af livet. Vi gør det ud fra vores erfaringer, vores opvækst, det, andre har fortalt os, og det, vi har lært at tro på.

Men én tanke er ikke nødvendigvis sandheden. Én forklaring er ikke nødvendigvis hele forklaringen. Og én forestilling bliver ikke til virkelighed, blot fordi vi har gentaget den mange gange. Alligevel kan vores forestillinger få stor magt over os.

Hvis vi tror på, at vi ikke er gode nok, begynder vi måske at leve, som om det er sandt. Hvis vi tror på, at andre dømmer os, bliver vi måske bange for at vise, hvem vi er. Og sådan kan frygten vokse. Ikke nødvendigvis, fordi der er noget at være bange for, men fordi vi tror på den historie, vi fortæller os selv.

Prøv et øjeblik at tænke over, hvor meget vi egentlig ved om hinanden. Vi ser et menneske og danner os en mening. Vi hører nogle få ord og tror, at vi har forstået sammenhængen. Vi oplever noget og tillægger det en betydning. Men måske kender vi kun en lille del af historien.

Måske er der noget, vi ikke har set, vi ikke har spurgt ind til eller endnu ikke har forstået. Det gælder også, når vi ser på os selv. Hvor mange gange har vi ikke sagt til os selv: Sådan er jeg bare, det kan jeg ikke, det ville aldrig kunne lade sig gøre osv.

Men hvem har egentlig fortalt os det? Og hvornår begyndte vi at tro på det?

Netop derfor gør det mig ondt, når vi taler om en ældrebyrde. For hvad er det egentlig, vi siger, når vi bruger det ord? At nogle mennesker med tiden bliver en byrde for andre? At et langt liv med alt, hvad det rummer af erfaringer, kærlighed, arbejde, omsorg, fejl og læring, pludselig skal beskrives med ét enkelt ord, der forbindes med noget tungt og besværligt, der skal bæres?

Derfor ønsker jeg, at vi begynder at fortælle en anden historie – sætter et positivt præg på alders betydning.

Jeg bruger ordet ældremerit i stedet for ældrebyrde. Ikke fordi alder altid er let, eller fordi alle ældre nødvendigvis har de samme ressourcer. Men fordi et menneskes værdi ikke forsvinder med årene. Fordi vi med alderen bærer erfaringer og perspektiver med os, som ikke kan læres på en dag. Og fordi vi fortjener at blive mødt som mennesker – ikke som en belastning, der følger med et bestemt fødselsår.

Måske er det ikke kun vores syn på de ældre, der trænger til at blive undersøgt. Måske trænger hele vores måde at se mennesker på til et eftersyn. For hvad sker der, når vi begynder at tro mere på kasserne end på menneskerne i dem?

Jeg tror ikke, at vi kan leve et helt liv uden forestillinger. De hjælper os med at forstå og navigere i verden. Men vi kan måske blive bedre til at opdage, når en forestilling er blevet til en begrænsning.

Vi kan øve os i at spørge:
Er det her noget, jeg ved – eller noget, jeg tror?
Er det hele sandheden – eller blot den historie, jeg indtil nu har fortalt mig selv?
Og er jeg i færd med at se et menneske, som det er, eller ser jeg det gennem mine egne forventninger og erfaringer?

Måske begynder der at ske noget, når vi tør stille de svære spørgsmål. Måske bliver der lidt mere plads til at være menneske. Lidt mindre frygt. Lidt mindre behov for at passe ind og en lidt større mulighed for at leve det liv, vi faktisk har, frem for det liv, vi tror, vi burde have. For et menneske er altid mere end den forestilling, vi gør os.

Måske skal vi ikke bruge hele livet på at finde ud af, hvilken kasse vi hører til i, men i stedet give hinanden lov til at være dem, vi er.