Frygt og angst

Jeg ser frygt og angst som to forskellige ting – men med samme udgangspunkt: Frygten.

Frygt er en naturlig del af det at være menneske. Den har altid været der og har haft en vigtig funktion. For tusindvis af år siden kunne frygt være det, der reddede dit liv.

Forestil dig, at du stod ansigt til ansigt med en tiger. Din krop ville reagere med det samme. Hjertet ville slå hurtigere, kroppen ville spænde op, og alle sanser ville være rettet mod én ting: Overlevelser. Du ville enten flygte, kæmpe – eller fryse. Og når faren var væk, var den væk. Enten døde tigeren – eller også gjorde du.

Det lyder voldsomt, men der var en afslutning på situationen. Kroppen kunne få lov til at falde til ro igen. Men problemet opstår, når din personlige tiger ikke forsvinder, men konstant lurer i baggrunden. I dag møder vi nemlig sjældent – hvis nogensinde – en ægte tiger, vi skal flygte fra. Alligevel kan vores krop reagere, som om faren står lige foran os.

Hvad sker der, hvis vi gennem livet lærer at fjerne alt det, der føles ubehageligt? Hvis vi som børn bliver beskyttet mod at fejle, blive afvist, være kede af det, være usikre eller stå i noget, der er svært? Så lærer vi måske ikke nødvendigvis, at ubehag, nervøsitet og svære situationer er en naturlig del af livet – og at det går over igen.

Og så kan tigeren komme til at se sådan ud:
Hvad nu, hvis jeg ikke kan?
Hvad nu, hvis de andre ikke kan lide mig?
Hvad nu, hvis jeg fejler?
Hvad nu, hvis jeg ikke tør gå i skole?
Hvad nu, hvis noget går galt?

Tigeren ligger på lur, men den bliver aldrig konfronteret. Og derfor ved man heller aldrig helt, hvornår den forsvinder igen, og derved bliver frygten til angst.

Det er her, jeg ser en vigtig forskel på frygt og angst. Frygten har ofte et konkret og realistisk sted at rette sig imod. Angst kan føles som en fare, der i virkeligheden ikke er livstruende.

Frygten siger: Der står en tiger.

Angsten siger: Der står garanteret en tiger – måske endda to! Jeg ved bare ikke hvor. Og jeg ved heller ikke, hvornår den kommer, så jeg må hele tiden være klar til at flygte, så jeg kan forsvare mig selv.

Og så begynder man at undgå hverdagen. Man bliver hjemme fra skolen, undgår det, man er bange for, trækker sig fra sjove aktiviteter og de mennesker, som elsker. Man prøver at kontrollere alting, så man aldrig behøver at mærke ubehaget.

Men jo mere vi undgår tigeren, desto større kan den blive inde i os. Jeg tror ikke på, at løsningen er at presse et menneske hårdt igennem noget, det ikke er klar til. Jeg tror på, at vi stille og trygt kan lære at møde det, vi er bange for.

For måske er det ikke altid tigeren, der skal fjernes.
Måske skal vi nogle gange lære, at vi godt kan stå over for den.

At vi kan være bange og stadig blive stående.
At vi kan mærke uro uden straks at flygte fra den.
At vi kan fejle uden at gå i stykker.
At vi kan blive afvist uden at miste os selv.
Og at ubehag ikke nødvendigvis betyder, at noget er farligt.

Når du kommer til mig med frygt eller angst, er mit ønske ikke at fortælle dig, hvad du skal gøre.
Jeg ønsker at hjælpe dig med at se det, der måske er blevet svært at se selv.
Hvad er det egentlig, du er bange for? Hvor kommer frygten fra? Hvad forsøger den at fortælle dig? Og hvad sker der, hvis du begynder at møde den i stedet for hele tiden at løbe fra den?

Det gælder både børn, unge og voksne.
For nogle gange har vi brug for at få øje på vores egen tiger.
Ikke for at blive skræmt af den.
Men for at opdage, at vi måske er stærkere, end vi troede.